Nedenstående tekst er hentet fra bogen: "Musikterapi: Når ord ikke slår til" af Lars Ole Bonde, Inge Nygaard Pedersen og Tony Wigram. Forfatterne har venligst udlånt afsnit om GIM-terapi til denne hjemmeside.

I receptiv musikterapi er aktiv, terapeutisk musiklytning det primære arbejdsredskab. Der findes flere forskellige retninger og fremgangsmåder inden for receptiv musikterapi, i Europa bl.a. tyskeren Christoph Schwabes "Regulative Musikterapi" (Schwabe 1987), men den internationalt mest udbredte er "GIM" hvis officielle navn er: The Bonny Method of Guided Imagery and Music. Den praktiseres i Nord- og Sydamerika, i Oceanien og i 10 europæiske lande. I Danmark er der p.t. én GIM-træner (Torben Moe) og 8 GIM-terapeuter. En halv snes er under uddannelse, og GIM-uddannelsens 1. trin blev i 1999 indført som obligatorisk kursus i Aalborg-uddannelsen, hvor foreløbig fem hold studerende har gennemført den.

Når der (endnu) ikke findes en dansk betegnelse for GIM skyldes det, at begrebssammenstillingen er vanskelig at oversætte. Tættest på er norske Even Ruud nok kommet med forslaget "Musik og ledsaget dagdrøm", men det er alligevel ikke helt præcist. Så indtil videre må vi nøjes med et par definitioner og en beskrivelse af metodens vigtigste bestanddele og karakteristiske træk.

Den officielle definition fortæller at "GIM er en musikcentreret udforskning af bevidstheden" (Association of Music and Imagery 1999), men det karakteriserer jo mange andre former for musikpsykoterapi, så det er mere præcist at sige som metodens ophavskvinde, Helen Lindquist Bonny, at "GIM er en proces hvor indre billeder fremkaldes under musiklytning" (Bonny 1990). En anden præcis definition er denne: "GIM er en dybtgående musikpsykoterapeutisk metode, hvor specielt udvalgt klassisk musik bruges til at skabe indre oplevelser." (Goldberg 1995).

GIMs historie

Helen Bonny arbejdede i årene omkring 1970 på Maryland Psychiatric Research Center i USA, hvor noget at periodens berømte LSD-forskning foregik, bl.a. under medvirken af Stanislav Grof. (At LSD også var berygtet, og at dette uhyre virksomme stof blev misbrugt i andre sammenhæng førte i USA til forbud mod al brug af LSD, også i klinisk forskning, i 1972).

På Maryland arbejdede man især med alkoholmisbrugere og døende kræftpatienter, som under kontrollerede former var i LSD-terapi. En af Bonnys opgaver var at understøtte klienternes meget stærke oplevelser med musik, da det hurtigt viste sig at musik var meget gavnlig som ramme om de uhyre stærke oplevelser, klienterne havde i sessionerne, der varede mange timer (Bonny 1999, se også Grof 1987).

Et af problemerne var imidlertid, at klienterne havde vanskeligt ved at huske deres oplevelser efter sessionerne, og da brugen af LSD blev forbudt, måtte Bonny og hendes kolleger søge andre veje. Kernen i denne form for psykoterapi var kombinationen af den ændrede bevidsthedstilstand + musikkens virkning.

Spørgsmålet var: hvordan kunne man kombinere disse faktorer uden anvendelse af kemiske stoffer?

Grof udviklede den stoffri terapiform Holotropi (Grof 1987), som også har enkelte udøvere i Danmark. Her anvendes hyperventilation ("overiltning") som middel til at ændre klientens bevidsthedstilstand, og de 2-3 timer lange sessioner understøttes af musik af meget forskellig karakter.

Helen Bonny valgte en anden vej, bl.a. inspireret af sine erfaringer med nogle af de pårørende, som fik tilbudt at lytte til noget af den musik, der indgik i LSD-sessionerne (Bonde 1999, Bonny 1999/75).

Hun fandt frem til virkningsfulde afspændingsteknikker, f.eks. progressiv afspænding (Jacobson) og Autogen træning (Schultz) som velegnede teknikker til at ændre bevidsthedens indstilling, og hun udviklede over nogle år et sessionsformat i 4 faser og en række musikprogrammer, som siden er blevet suppleret, så der i dag eksisterer ca. 30 programmer.