Nedenstående tekst er hentet fra bogen: "Musikterapi: Når ord ikke slår til" af Lars Ole Bonde, Inge Nygaard Pedersen og Tony Wigram. Forfatterne har venligst udlånt afsnit om GIM-terapi til denne hjemmeside.

De 4 faser i en GIM session kan sammenlignes med sonateformens forløb: eksposition- gennemføringsdel - reprise - coda. Denne forløbsmetafor understreger, at der ideelt set er tale om et forløb, hvor materiale præsenteres, bearbejdes og tranformeres. Her gennemgås sessionen dog med de overskrifter, der normalt anvendes: præludium - induktion - musikrejsen - postludium. Terapeutens interventioner finder sted inden for et spektrum af mulige indfaldsvinkler, og gennemgangen af sessionen er fortaget sådan, at dette spektrum synliggøres: den ene ende af spektret er kognitivt orienteret, den anden ende intuitiv-metaforisk.

Præludium (1)

Præludiet (15-20 min.) tager udgangspunkt i klientens ydre verden og bevidste oplevelse af problemer og behov. Præludiet skal gradvist ændre klientens orientering fra den ydre til den indre verden, og der skal findes et fokus for sessionen. Overgangen fra ydre/bevidst til indre/mere åben indstilling markeres ved, at klienten lægger sig på en briks og lukker øjnene. Terapeuten placerer sig i en position, der giver fuld kontrol med afspilleanlægget, fuldt udsyn over klientens krop, og som samtidig giver mulighed for at notere hele musikrejsen (fase 3) skriftligt i "telegramform".

Induktion, afspænding og fokusering (2)

I denne fase, der varer ca. 5 minutter, kan terapeutens valg inden for spektret finde sted mellem disse indfaldsvinkler: terapeuten kan a) vælge element(er) ud af klientens (bevidste) fortælling, eller b) lytte sig frem til et dybere niveau ("underteksten"). Et eksempel: Klienten kredser i præludiet om "ensomhed": med indfaldsvinkel a) kan terapeuten udvælge en konkret situation, som kan gestaltes i afspændingen og et "induktionsbillede", eksempelvis: "spænd musklerne i kropsdel a...b...c... osv. så meget du kan uden at forcere, og... giv slip. Mærk forskellen... (ca. 5 min., som regel uden musik). Prøv nu at forestille dig selv i en situation, hvor du skal møde X" (den valgte musik begynder). Hvordan er situationen for dig?" - Med indfaldsvinkel b) kan terapeuten vælge en passende metafor - et ækvivalerende billede, eks. "der er ingen der holder dig oppe". Induktionen kan så f.eks. bestå i instruktionen: "hold kropsdel a... b...c... osv. oppe og lad musikken hjælpe dig (musikken begynder). Mærk efter om musikken kan holde din krop oppe".

Induktionens formål er at ændre bevidsthedens indstilling, fra mere ego-nære til dybere niveauer; en overgivelse til andre tids/rum-forhold. Fokusering er en nødvendig foranstaltning for a begrænse valgmulighederne og diffusiteten i dette "åbne oplevelsesrum". Fokus skal - metaforisk udtrykt - fungere lige som en minelampe gør det for en minearbejder.

Musikrejsen (3)

Terapeuten er klientens "guide", og som det fremgår er guiden ganske direktiv i de to første faser, ligesom det er terapeuten der udvælger musikken. Under musikrejsen skifter terapeuten indstilling og agerer som en trofast "følgesvend", der ikke bestemmer hvor klienten skal bevæge sig hen, men ledsager ham/hende overalt. Det centrale i "rejsen" er klientens indre forestillingsbilleder (imagery), som kan være flimrende, uklare og hurtigt skiftende, eller tydelige, klare og forbundne. I GIM forstås "indre forestillingsbilleder" meget bredt: det er ikke kun visuelle billeder der ses for det indre blik, men også auditive indtryk (stemmer, lyde - udover selve musikken), lugte og smagsindtryk, kropslige fornemmelser, erindringer, og ikke mindst følelser.

Terapeutens forståelse af forholdet mellem billede og musik kan igen eksemplificeres gennem to positioner.

Med indfaldsvinkel a) forstår terapeuten musikken som en stimulus, som fremkalder billeder. Musikken fungerer altså som "projektionsskærm" for klientens ubevidste. Terapeuten ønsker at vide, hvilke billeder der kan fremkaldes af hvilken musik.

Med indfaldsvinkel b) anser terapeuten musikken som det centrale oplevelseselement. Billedet er et hjælpemiddel, der får klienten til at opleve musikken(s potentiale). Nogle GIM-terapeuter forstår musikken som et "arketypisk energifelt", i hvilket musikkens mytiske strukturer muliggør terapeutisk forandring.

Uanset hvor på spektret terapeuten placerer sig, vil hun gøre sit yderste for at klienten skal få mest muligt ud af mødet med musikken og sine indre billeder, som også kan føre til transpersonlige oplevelser. Musikrejsen varer 30-45 minutter.

Postludiet (4)

Når musikken er slut bringer terapeuten klienten langsomt, men sikkert tilbage til almindelig vågentilstand. Som en del af denne "overledning" tilbydes klienten som regel muligheden for at fastholde det vigtigste i oplevelsen i en eller anden form som en tegning (*mandala), en skulptur (i ler) eller i sproglig form (f.eks. et digt). Dette varer som regel 5-10 minutter.

Sidste del af postludiet er en kort samtale (10-20 minutter), hvor terapeuten hjælper klienten med at forbinde oplevelsen med klientens daglige liv (og det problem der blev fokuseret på).

Med indfaldsvinkel a) vælger terapeuten at være mere guidende i den fortolkningsproces, der har klientens indsigt som mål.

Med indfaldsvinkel b) lægger terapeuten hovedvægten på klientens oplevelse som det egentligt transformerende element.

Uanset hvor på spektret terapeuten placerer sig vil hun anerkende klientens egen tolkning af oplevelsen som højeste instans.

Anvendelsesmuligheder

Som det fremgår er en GIM-session langvarig, halvanden-to timer, og i sin klassiske form kræver den en del af klienten: Hun skal især have jeg-styrke nok til at kunne give sig hen i den indre billedstrøm, og hun må kunne skelne de indre billeder fra virkeligheden. Kontraindikationer omfatter klienter med realitetsproblemer, medicin-afhængighed, grænsedragningsproblemer, emotionel labilitet og intellektuelle handicaps.

Nogle af de vigtigste anvendelsesområder for (klassisk, individuel) GIM er idag: Normale menneskers selvudvikling, spirituelle udvikling, musikhealing, terapeuters egenterapi, mennesker med misbrugsproblemer, klienter med neurotiske forstyrrelser,og inden for det somatiske område: mennesker med cancer, AIDS og andre livstruende sygdomme. GIMs anvendelsesområde udvides kraftigt i disse år, som regel i form af forskellige modifikationer af formatet: kortere sessioner, overvejende støttende og billedstimulerende musik (evt. også andre genrer end klassisk musik) og mere direktiv guidning, både individuelt og i gruppe. På den måde kan GIM-teknikker anvendes i forhold til mennesker med alvorlige psykiske lidelser (Moe 1998, 1999), døende på hospice (Wylie 1986), mennesker med hjerneskader (Moe 1995), autisme (Clarkson 1998) mm.

Meget anvendt også i personaletræning, musikundervisning og i forskellige kursussammenhænge er den guidede grupperejse til musik. Dette er altså ikke en klassisk GIM-teknik, fordi guiden er relativt direktiv og fordi der ikke er nogen interaktion/dialog under musikrejsen, men først bagefter. Disse fantasirejser til musik er særdeles brugbare i mange sammenhænge, og der findes mange øvelsesforslag og "manualer" (Bonny og Savary 1990, Bush 1995).

"Skab et sikkert sted".

Et eksempel (fra Bush 1995): "Denne øvelse er god, hvis du føler dig angst eller usikker".

En induktion som henvender sig til sanserne hjælper også krop/bevidsthed til at foretage det nødvendige skift fra ydre til indre.

Efter en kort afspænding (klienterne ligger ned eller sidder op med lukkede øjne) siger guiden:

Begynd med at huske ord, som du forbinder med fred, velvære og sikkerhed. Giv nu et sted lov til at tage form i din fantasi - det kan være et kendt eller et helt ukendt sted. Lad stedet eller scenen udvikle sig langsomt, læg mærke til detaljerne, giv dig tid til at opleve med alle sanser. Når billedet står klart kan du lægge mærke til farver, dufte, rummets udstrækning og andre fornemmelser. Lad disse indtryk blive levende. Giv dig selv lov til at opleve stedets særlige stemning og prøv at komme i kontakt med den. Placer dig selv i billedet/på stedet (hvis du ikke allerede er der). Måske har du lyst til at røre ved noget eller lugte til noget - til at løbe eller danse. Prøv efterhånden som du føler dig mere og mere afslappet at huske dit fokus (som klienten har noteret ned på forhånd, red.). Giv det lov til at tage form af et billede eller et spørgsmål....." (musikken sættes i gang.

Bush anbefaler f.eks. Mozart: Klarinetkoncert, 2. sats; Mozart: Koncert for fløjte og harpe, 2. sats og Frank Bridge: Lament). Når musikken er slut, bringer guiden gruppen tilbage, og oplevelserne bearbejdes.

Musikkens indvirkning

Bruscia (1999, s. 219) placerer GIM på det avancerede (intensive) niveau, fordi denne terapeutiske retning sigter mod transformation af klientens problemer via dybtgående musikoplevelser. Ændringer i personlighedsstrukturen kan opnås uafhængigt af psykodynamisk indsigt.

GIM-metodens transpersonlige og spirituelle potentiale omtales nærmere i kap. 4.7.